Mit SYDAFRIKA     MAYOGI SAFARIS

Mange skriver og har skrevet om jagtrejser, så nu vil jeg også prøve at fortælle lidt om mine oplevelser.

Den 8. april kl.11.00 drog vi hjemmefra, mødtes med vores rejsefæller på banegården og fik sagt farvel til vores familier, der havde kørt os.

Derefter toget til Kastrup lufthavn, hvorfra vi fløj til London og Johannesburg lufthavn, alt var gået som det skulle dertil.

Meen så var der nogle der skulle se papirer og tilladelser, det tog sin tid, sådan ca. 8 timer. Damen ved skranken sagde, at vi nok ikke kunne komme med et fly den dag, men måtte vente til næste morgen. Da var jeg da lige ved at bede om en returbillet, efter at jeg havde siddet på en jernstang i alle disse timer, var humøret på nulpunktet

Hvad der skete ved vi ikke, men lige pludselig satte hun endelig sit stempel på og sagde vi skulle skynde os til flyet.

Endelig sidste fly, Port Elisabeth ventede forude. Det var meget flot at se alle lysene i byen fra luften kl.ca 21.00 sidste landingsbane.

Tre smilende mænd bød os velkommen(gad vide om de havde stået der sidenkl.12.00 ?)

Nå det lod de sig ikke mærke med. Ud i bilerne og med ca.130 km. i timen gik det mod Mayogi Safaris, hvor vi skulle opholde os de næste syv dage. Vi blev tildelt værelser, Carl og jeg fik selvfølgelig brudesuiten, ja eftersom der ingen nygifte var, og vi var det eneste ægtepar.
                           

Nå spøg til side.

Derefter ind og hilse på de andre hunter`s og en sød værtinde. Så var der dejlig mad, og hyggeligt bål i haven. Prøv lige at spørge om vi var trætte??  Hurtig til køjs, morgenvækning hver dag kl.6.00,jo man var da på ferie.

1 dag

 Efter morgenmad mødes alle kl.7.00 på gårdspladsen, hvor der stod en hel masse mænd, to til hver bil, en Hunter og en tracker. Jeg blev så præsenteret for dem jeg skulle følges med, ja til mig havde de valgt en nydelig rødhåret mand med en rødhåret hund, og så selvfølgelig en rød bil. Trackeren var sort som kul.

Derefter steg alle til vogns, af sted til skydebanen, derefter ud i terrænet. Nu skulle fru Jørgensen endelig ud på Savannen, tænke jeg, men for foden af et stort bjerg med masser af kaktus og andre træer med tjørne på, standsede han bilen og bad mig stige ud, vi skulle gå derfra. Nå jeg kiggede op og tænkte dette er ligesom I Skotland (jeg troede ikke der var bjerge, der blev jeg klogere)

Den første dag foregik altså i bjerge, temperaturen var på ca. 30 – 37 grader Det skal siges der var meget smukt, når jeg ellers turde kigge op, vi skulle jo hele tiden se os for, ellers røg vi ind i disse tjørne eller store huller i jorden. Vi så en masse vildt der, men de så også os.

Nå vi skulle skyde kudu sagde han, ok nu skulle vi da lige finde en først. Vi havde gået et stykke tid, da jeg kiggede op af bjerget og deroppe, under et træ, stod der et rigtigt smukt dyr, jeg spurgte, hvad det var for en, åh sagde han, det er en Bushbuk, skyd den Lisbeth, meen jeg mente nu ikke lige det var sådan en jeg skulle skyde. For øvrigt mente jeg den var flere kilometer væk, men ingen pardon, skydestok op, skyd sagde han, og som sagt så gjort, jeg skød lige over den, så væk var den. Han kiggede lidt på mig, sagde ikke noget, det var da heller ikke nødvendigt, tanker er da toldfrie ikke?

Vi gik videre, så mange kuduer, men de var ikke store nok sagde han. Temperaturen var efterhånden på kogepunktet og endelig skulle vi have en pause. Ai Bi, det hed trackeren, blev sendt ned efter bilen. Mens vi sad og ventede der, så vi mange forskellige edderkopper, store og små, i mange farver. Deres spind er ligeså tykt at se på som sytråd.

Der var også mange smukke fugle sorte med hvide prikker, andre helt blå. Det eneste vi kunne høre var disse fugle.

Endelig kom han med bilen,,så var der ellers koldt vand, hvad vi bestemt også trængte til, dog kunne jeg ikke dy mig, så jeg sagde, det havde været rart med en kold øl. Efter vandpausen hjem til middag og så ud igen, dog skete der ikke mere den første dag,

Hver aften, når vi kom hjem, var vi samlet i haven omkring bålet, hvor vi fik en drink eller to, her kunne hver især berette om dagens oplevelser, inden middagen blev serveret.

2.dag

Atter bjerge, vi så en masse vildt, blandt andet Elan nogle kæmpemæssige dyr, de var ikke mere end 40 meter væk.

Der var også en kæmpe kudu der sagde go’ morgen, det var selvfølgelig, mens vi var i bilen. Da vi steg ud var alle dyr væk. Nå det gik jo opad og lige pludselig forsvandt min Hunter, det eneste jeg kunne se var riffelpiben, det er et dyr på størrelse med et Jord Egern, der graver disse huler, jeg tror nu nok han slog sig, men sagde ingenting så vi fortsatte.

Efter en times tid, endelig var der en kudu jeg skulle skyde, skydestok riffel op, kunne ikke se et hak andet end træer, han sagde skyd, jeg kiggede febrilsk alle vegne, endelig så jeg den, en kæmpe kudu på flugt. Der er altså forskel på at være over to meter høj og 166 cm.

Nå videre.

Så kom der en Duicker gående, vil du skyde den? Ja det ville jeg, skydestok op, uha vi havde glemt hunden, måske en dag bliver den en god jagthund, som strøg gøende mod Duikeren.

Ja så blev det heller ikke til noget.

Eftermiddag endelig på savannen, nu skulle der skydes Springbuk. Da vi kørte ud til området var der masser af dyr, Impalaer, blesbukke, og masser af fugle, der ligner storke, struds og ikke mindst aber, der var overalt.

For dem er det skadedyr, da de tager alle fugleæg, og der er virkelig mange af dem.

Vi så også Blue Wilderbeest, de ligner bøfler i miniformat, og masser af Springbukke, indtil vi steg ud af bilen, så var alt væk i løbet af få sekunder.

Vi gik et stykke tid og fandt et træ, hvor vi kunne sidde i skyggen, og vente på der skulle komme en Springbuk. Det gjorde der, én ude på 200m og en på 50m. Jeg ville satse på at skyde den på de 50m, det mente den ikke, lige da jeg skulle til at skyde sprang den i vejret. Det havde den ude på 200m også set, så ja, ingen Springbuk. Det skal lige siges, der var rigtig mange, men det var de to der måtte skydes.

Så var den dag gået.

Da vi nåede ned til bilen, kunne jeg godt se, der var et eller andet, der morede ham, jeg vidste jo godt, det ikke var Springbukkene. Så sagde han, vil fruen sidde sig her? Han anviste en plads i skyggen ved siden af bilen. og hvad sker, jo han griner over hele hovedet og fremtryller 2 iskolde øl. Hver dag inden vi kørte hjem til Farmen var der er en iskold øl til os og vand til Trackeren. De måtte ikke få øl i arbejdstiden, for der var meget de skulle gøre, når vi kom hjem.

3.dag

Temperaturen på mellem 38 – 40 grader, først efter Kudu, alle mand ud og sidde i bjergene. Vi fandt et godt sted med udsyn, både til toppen, og til foden af bjerget. Alle Trackerne fik lov til at drive for os denne formiddag, vi så mange kuduer, men de var ikke på skudhold.

Mens vi sad der, pegede min Hunter bag mig og sagde, se, jeg kunne intet se, så tog han en pind og pegede, lige bag mig sad en kæmpefed kæmeleon (jeg troede de var grønne) men den havde selvfølgelig samme farve, som den gren den sad på. Det var lidt sjovere at se end de edderkopper han sommetider præsenterede mig for. Nå der blev ikke skudt Kudu af nogle den formiddag.

Hjem til frokost, der blev indtaget ude, derefter en tur i pølen. Kl. 14.30 klar til jagt igen, vi skulle ud og se om der kunne skydes en Impala. Vi havde ikke kørt ret længe inden de første viste sig, Trackeren bankede på bilens tag, når han mente han så en der var god, men nej, første gang og anden gang kørte vi videre, tredje gang kørte vi et stykke væk kravlede så tilbage om bag en busk.

Der var rigtig mange Impalaer, jeg fik så at vide, hvilken en af dem jeg skulle skyde. ( Så får jeg det ligesom på en skydebane, hold da ferie, hvis du nu skyder den forkerte) Nå nu skulle den da først komme helt frem (de gik oppe bag nogle træer) endelig kom den frem, der var ca. 100m ud til den, jeg skød, den gik ned på stedet. Der var ikke mindre end fire mand med, og de løb derop. Tilbage sad jeg med al min bukkefeber, men da anfaldet var overstået, var det ellers med at komme derop og se. Det er godt nok et smukt dyr syntes jeg, kuglen var lidt høj, så desværre havde ryggen taget lidt skade. Den fik vi til aftensmad om lørdagen, Dirch, som er ejer af Farmen, kiggede på mig, og sagde, ja Lisbeth, det er jo Impala vi spiser. ( prøv lige at spørge om det smagte godt? ) Efter endt fotografering skulle vi så igen efter Kudu. Dirch kiggede på mig og spurgte om jeg kunne tie stille og sidde stille i tre timer, Ha- det skulle vel ikke være noget problem vel? OK.

Så var der et sted, hvor han ville køre os ud, men alt afhang altså af om vi kunne være stille. Vi kørte ca. en halv time inden  vi var ved stedet, hvor vi blev sat af og listede os hen til det sted han havde anvist. Terrænet var helt fladt, men med masser af buske og kaktus. Der var et sted, hvor der var sat nogle grene op, som skulle bruges til skyde stok, der satte vi os.

Vi havde ikke siddet ret længe før der kom en Kudu ko og hendes kalv, men de løb hurtigt igen. Så lige pludselig var der nogle høje brøl, jeg kiggede forsigtigt ud, der, til venstre ca. 30 m fra os, stod en kudu, det var hende der brølede, hun var så smuk, da solen skinnede lige ned på hende. Her sad jeg, helt stille, og beundrede hende. Så hvisker min Hunter, skyd Lisbeth (jeg tænkte nu må han da have fået solstik, man skyder da ikke koen) men så kiggede jeg lige frem, der stod et eller andet kæmpestort, Hunteren gav mig stille riflen og sagde, nu, jeg skød repeterede og smed riflen over til ham, så han kunne skyde, hvis den ikke var død. Den løb, han sagde, kom nu Lisbeth, men da jeg havde siddet stille i næsten tre timer, havde bukkefeber, kunne jeg ikke rejse mig mine ben sov. Ham hen og fik mig på højkant, så løb han ellers ind mellem træerne, (jeg kom nærmest humpende) pludselig hørte jeg et glædeshyl (ja det var nu nærmest et Indianerhyl) den ligger her, åh, den var godt nok stor . Tænk at sådan en lille kugle, kan dræbe et så stort dyr.

Trackeren kom hen og sagde tillykke Mappen, sådan lød det, jeg ved ikke, om han mente Madame eller Mokken, gæt selv.

Klokken var seks om aftenen, det blev hurtigt bælgmørkt, vi stod og ventede på at der skulle komme en bil for at hente os. Imens blev Kuduen sat pænt, så den var klar til fotografering næste morgen.

Den blev læsset på bilen, så var det ellers hjemad til et dejligt bad, bagefter ud til bålpladsen for at høre hvad vi alle havde bedrevet den dag. Derefter var der grillstegte Kudubøffer ps. det var ikke fra min Kudu, men de smagte vidunderligt, dertil masser af afrikansk rødvin, OOM jeg sov godt?

                             

4.dag

 Op kl.6.00,morgenmad, antrædning på pladsen kl.7.00. Hvad ser jeg, jo min Kudu var læsset på bilen igen, jo den skulle skam ud i terrænet og fotograferes, det kunne man da ikke gøre hjemme. Vi kørte ud og den blev læsset af, jeg med riffel og Hunter, klar til foto stakkels Ai Bi måtte fotografere. Derefter tog jeg et billede, hvor alle de hårdtarbejdende var med på. Kuduen på bilen igen, se det kalder jeg service, og så hjem med den igen.

Derefter kørte vi ud i terrænet, hvor der var en masse springbukke, men hver gang jeg skulle skyde, sprang den lige i vejret og løb, ja så hjem til middag igen. Derefter ud igen efter springbukke, alt gentog sig, ingen Springbuk til mig den dag.

Fredag kørte vi langt ud på Savannen, jorden var rød, masser af sten og lidt træer og kaktus. Vi var tre der skulle på jagt og kørte i hver vores retning, der skulle skydes Bleesbuk. De kom løbende 400 – 500 meter ude, lige pludselig var de kun 50 meter fra os, riflen op, skyd nr. tre Lisbeth, så ventede han lidt og sagde nu! jeg skød, den faldt død om på stedet. Vi ventede et stykke tid, imens beundrede vi det smukke dyr, til der kom to biler, en med trackeren og en med Carl, der også havde været heldig at skyde en Bleesbuk. Vi skulle vente til den sidste havde skudt, så da vi hørte et skud i det fjerne og via telefonen fik at vide, der var skudt en til, kørte vi ud til ham og fik hans buk med på bilen. Derefter kørte vi til et lille Cafeteria, hvor der blev serveret burgere, og vi kunne også købe sovenier, det havde vi et helt kvarter til, så var det atter på farten igen efter Springbukke for mit vedkommende. Jeg sagde til Hunteren dem får jeg ikke nogen af, de er for hurtige for mig. Den første løb, den anden løb, den tredje løb også. men så blev den nysgerrig og stod stille over 200 meter ude, så tænkte jeg, det er nu eller aldrig Fru Jørgensen, jeg skød, den sprang og løb lige imod os for at falde død om ca. 60 meter fra os. Et flot syn at se en død Springbuk, lige inden livet ebber ud, spreder den alle hårende på ryggen, de hvide hår står lige op i vejret. Hvis man dufter til den er det lige så sød en lugt som karamel, efter kun få minutter lægger alle hårene sig igen. En dejlig dag, jeg troede aldrig jeg skulle få ram på en Springbuk, de havde snydt mig så mange gange. Måske skal jeg, efter alle de gange vi var derude, lige tilføje, det var jo slet ikke så ringe endda, for det er jo nogle rigtige smukke dyr. Herefter hjem til De andre ved bålet og dejlig mad.

5.dag

Lørdag gæt lige hvad tid vi stod op? Jeg skulle skyde Duiker, derfor kørte vi og forsøgte mange forskellige steder. Vi listede, gik og kiggede mellem alle træerne, der var da også Duickere, men de løb før der kunne skydes. Vi havde set en Elan med en lille kalv nogle dage, nu da vi gik her igen, fandt vi den lille kalv død, ja det er jo mærkeligt, for man tænker jo, neej, hvor er det synd, det er jo ikke lige det man tænker når man nedlægger et dyr vel?

Pludselig var der en kæmpe kudu ca.40 meter fra os, selvfølgelig sagde han, skyd Lisbeth, men jeg havde skudt en, det var vist rigeligt. Vi så rigtig mange dyr, desværre blev det ikke til Duicker den dag selvom vi var på jagt hele formiddagen og eftermiddagen. Det var vidst fridag for de fleste af os, måske pga. påsken? Jeg ved det ikke.

Det var da ik så ring endda`, med pøl, liggestol, fri bar, kan man ønske sig mere. Temperaturen var på 30-35 grader.

6.dag

Op ja, igen ud efter Duicker. Der var ingen, men masser af kuduer. Ud igen over middag, så tre der løb. Sent på dagen blev vi læsset på en bil, hvorefter vi kørte rundt, når de stoppede, kunne vi skyde, jo, så var der Duickere.

Den første jeg blev præsenteret for, sendte jeg to fine skud under, jeg tror stadig den står og ryster på hovedet af mig.

Den næste jeg skulle skyde, først var der sagt nu! så blev der råbt nej, skuddet fløj lige hen over den.

Tredje gang er lykkens gang er der nogle der siger. Der også nogle der siger man ikke må ”knalde” uden om.

 Nå vi kørte videre, stoppede, og der var så én igen, der blev sagt skyd, det gjorde jeg, desværre anskød jeg den, jeg repeterede, gav riflen til Hunteren og sagde skyd.

Det kunne da godt være den havde fået nok, men den skulle ikke lide længere end højst nødvendigt. Således endte jagten og jeg havde ingen skrupler med at bede om hjælp i sådan en situation.

 Så var det med at komme hjem for sidste gang. Det blev sent inden vi kom i seng, det var jo desværre sidste aften. Alle var i et gevaldigt humør. Vores vært spurgte om vi ville høre hvad det første danske ord han lærte, var? jo det ville vi da gerne, det var (forhelvede), det

hørte han næsten hver gang en dansker skød forbi, selvfølgelig til stor morskab for alle.

7.dag

Sidste dag, op som vi plejede, morgenmad, og da min Duicker var skudt sent, ud til tidlig morgenfotografering,

Ingen pardon, igen sat flot op, og så ødelægger vi billedet, den havde set bedre ud uden os.

Mange har sagt, det må da være nemt at skyde i Sydafrika er der ikke hegn alle vegne? Hvor vi jagede var der selvfølgelig nogle hegn, men det var mest ud til hovedvejen. Disse hegn var jeg i hvert fald meget glad for var der, da folk kører mellem 130 – 180 km i timen. Så hellere hegn end en kudu i bilen. Ellers synes jeg bestemt ikke det var hegn jeg var plaget af. Hovedvejene i Sydafrika er godt nok i fin stand, lige så gode at køre på som herhjemme.

Sjove episoder

Hver dag havde vi jo stuepige og selvom vi syntes vores sko stod pænt, så var de bare rettet ind så de stod snorlige hver dag. Riffelkufferterne var lukket sammen og lå på nøjagtig samme plads hver dag.

Vasketøj lå rent og pænt på sengen, om det så var Carls undertøj, ja så var det strøget og lagt i pressefolder.

(som jeg sagde til ham, nyd det skat, det sker ikke når vi kommer hjem).

En dag der skulle ringes hjem, det forgik ude på en trappe, ellers gik forbindelserne ikke igennem, stod så en og ringede og talte vidst nok temmelig højt, hvorpå en af de andre stille siger, jo der er langt fra Sydafrika til Danmark.

En skøn morgen jeg trak gardinerne fra for at se den skønneste solopgang, begynder en af vores rejsefæller at synge ” oh what a beautiful morning ”, Ja det kunne jeg kun give ham ret i.

Solopgang og solnedgang i Afrika er simpelthen noget af det smukkeste.

Det har bare været alle tiders oplevelse både jagt og ikke mindst alle de naturoplevelser jeg har fået, om natten hyæner, der hylede. Det var nok det tætteste vi kom på det man kalder vilde dyr. Løver, Leoparder og Elefanter så vi ikke, men det er ikke et savn for mig, da der var så rigeligt af andet vildt, som jeg altid vil mindes. Ikke at forglemme min evigglade Hunter, han var aldrig sur,( selvfølgelig så han bedre ud, når jeg havde skudt noget) end de gange, hvor vildtet løb sin vej. Han var virkelig god til at fortælle og vise mig alle de forskellige dyrearter.

Ja det var så min måde at fortælle om en vidunderlig aktiv ferie. Herefter gik turen til Port Elisabeth lufthavn, der skulle tages afsked med alle fra Mayogi, alle Hunters, værtinden, de tre ejere, samt den enes Hustru var med ude i lufthavnen for at sige farvel. Turen gik så til Danmark. Efter ca. 15 timer stod vi på Odense Banegård og skulle igen sige farvel. Denne gang til vores rejsefæller. Det er jo helt mærkeligt, når man har været sammen i 10 dage, så lige pludselig er det hverdag igen. Vi nåede Nørregade, da vi lukkede døren op, stod der en hund, børn og børnebørn med dannebrogsflag for at byde os velkommen hjem. Jo det var jo bare så dejligt.

                                                                                         Lisbeth