Marianne på duejagt i England 2009.

Endelig nåede vi afrejsedagen på den længe planlagte tur til England. Jeg skal for 2. gang på duejagt sammen med Tommy og hans bror, Finn. Vi glæder os.

Mandag, den 7. september er afrejsedagen, og først skal Tommy og jeg have afleveret vores kære hunde i pension. Det er ikke rart, og bare de nu kan kende os, når vi kommer hjem igen. Katten skal også passes, og det tager vores rare naboer sig heldigvis af. Og så af sted mod Esbjerg. Vi skal sejle, og det tager jo ca. 18 timer, så der er dømt fuldstændig afslapning i de timer.

Tirsdag middag ankommer vi til Harwich, og der er så 1½ times kørsel til Clare, hvor vi skal bo og gå på jagt i 3 dage. Som vi plejer, skal vi bo på det gamle hyggelige Bell Hotel, så vi tjekker ind om eftermiddagen, spiser lækker aftensmad på hotellet og gør ellers klar til næste dags jagt.

Onsdag morgen starter med engelsk morgenmad. Det lægger en god bund i maven, så vi bliver ikke sultne før middag. Så hen til en lille forretning, hvor vi køber frisksmurte flutes til frokosten. Less, vores guide, henter os ved hotellet lidt i 9 og kører os ud på den første jagt. Han siger, at der ikke er mange duer, der vil slå på lokkerne, så vi skal ikke forvente det store udbytte. Vejret og høsten gør, at der ikke er meget for duerne at spise – heller ikke hestebønner, som ellers forventeligt ville give mad til mange duer på det tidspunkt, vi var der. De hestebønner, der lå tilbage efter høsten, var blevet stenhårde og dermed uspiselige for duerne. Den nysåede afgrøde var stort set ikke kommet op, men nu var vi der jo, så på jagt skulle vi. Vi sidder alle 3 i hver sit skjul langt fra hinanden og med hver vores lokkeduer. Der sker ikke det store i løbet af formiddagen. Over middag bliver vi flyttet til et andet sted, hvor der er flere duer, og vi får sat maskine op. Det bliver helt klart bedre. Det bliver da også til en 50-55 duer den dag. Flest til drengene, men det har jeg det fint med.

Ved halv fem tiden henter Less os igen, og vi kører med ud til en falkonér, som køber de duer, vi har skudt.

Så hjem på hotellet igen, hvor vi slutter dagen med en kop øl eller to sammen med Less og snakker om dagens forløb. Det er vældig hyggeligt.

Vi skal ud i byen og have noget aftensmad, så vi går i bad og tager andet tøj på. – Jeg synes selv, jeg er hurtig til at blive klar, men ikke hurtig nok for Tommy og Finn. – ”Er du ikke snart færdig”, ”det kan da ikke tage så lang tid” o.s.v. hørte jeg flere gange. Vi går ud i byen og finder noget at spise.

Torsdag og fredag starter også med lækker engelsk morgenmad, hente frokost og så af sted på jagt igen. Vi sidder stadig i hver sit skjul med lokkeduer og maskiner. Selvom der ikke er så mange duer, som vi har håbet på, så har vi nogle rigtig gode dage.

Det er helt specielt at sidde og vente i sit skjul. Jeg sidder og kigger ud under skyggen på min hat. Det er næsten kun øjnene, der bevæger sig, og jeg er bare klar. Og alligevel sker det, at der pludselig er en due ude foran, uden at jeg har set den komme … hvor f.. kom den fra. Måske bagfra, men under alle omstændigheder må jeg nøjes med at bande inde i mit skjul. Jeg kan i hvert fald ikke nå at gøre noget ved den due. Det modsatte er jo bare helt fantastisk, altså at se duen/duerne komme ude fra med kurs mod mine lokkere. De nærmer sig mere og mere – jeg sænker hovedet og er klar med geværet. Duerne slår vingerne lidt ind mod kroppen på vej ned, og hvis jeg kan få dem ind på skudhold, uden at de opdager mig, så er det helt perfekt. Jeg rejser mig og skyder, og det skal bare gå hurtigt, for det er 100% sikkert, at duer slår af, når jeg rejser mig.

De 3 jagtdage er ovre, og vi har skudt i alt 197 duer.

Om lørdagen er det hjemrejsedag. Vi sejler fra Harwich sidst på dagen og har bestemt, at vi skal se boksekamp i fjernsynet, når vi har spist. Ud på natten bliver det voldsomt blæsevejr, så jeg er glad for, at jeg har taget søsygepiller, ellers var det da gået helt galt.

Søndag middag er vi hjemme igen. Katten har haft det fint. Vi henter hundene i pensionen, og de har også haft det godt.

Alt er gået godt, og jeg glæder mig til en ny duejagt i England.