Aftentræk i Øxemosen

Hundene, tøjet, geværerne er pakket og bilen kører mod Allesø. En stille søndag eftermiddag, andre foretrækker nok sofaen og søndagsavisen.

Vi mødes en lille flok, dvs. hele tre, 2 x Jørgen og fruen selv, plus selvfølgelig vores to tævehunde. Hundene er tændte så snart jagttøjet og geværerne findes frem. Min lille F.T. Spaniel har haft meget svært ved andetræk, alene det at skulle sidde stille i mere en ½ minut er meget krævende. Vi har øvet i faktisk 2 år, første gang uden gevær, på afstand, senere tættere på begivenhederne. Prøvet med fiskeri og ro på post, det har hjulpet på det.

Nu skal jeg love for hunden har fundet pointen, andetræk er noget meget spændende, man ryster ligefrem af spænding.

Lige inden skumringen går ind og solen går ned, finder Molly og jeg en fin plads til

andetrækket. Jagtstolen slås ud og der er dømt stilhed den næste times tid.

Bækken lige bag mig risler af sted, meget beroligende, man går næsten lidt ind i sig selv. Afstressende!

En salig fryd kun stilhed, hunden reagerer på et eller andet; ca. 100 af de nordiske duer lige over hovedet på én. Sikke ét syn, men solen er jo gået ned, så måske en anden gang.  

Mon ænderne kommer inden det bliver for mørkt? Pludselig bliver man vækket i sine tanker, den skrækkelige fiskehejre kommer flyvende med et af sine ikke særlige musikalske skrig.

Molly bliver nusset lidt, min bedste jagtkammerat. Tankerne flyver af sted; jagtens glæde er blandt andet at se ens hund arbejde i terrænet, få fuglene op at flyve, eller, som nu, på andetræk, at apporterer en and langt ude på vandet. Perfekt! Men holdop hvor har jeg også skulle arbejde for sagen, mon der har været lidt DAMP i Molly. Min lille super søde jagthund.

UHH det bliver lidt koldt, rejser mig for at strække ben og kigge efter ænderne. Der rappes gevaldig i nærheden, måske i hullet ovre ved siden af. Så kommer der en lille flok serveret til min husbond, Bom! hovsa, en forbier, godt nok det ikke blev til en anskydning. Så hellere HELT forbi. Vores gamle tævehund Mette går hen og ligger sig på træbænken, lidt for koldt ved vandkanten. Når så heller ikke folk kan ramme kan man ligeså godt hygge sig oppe i læ af vores jagthytte. De bliver s.. lidt egen de gamle jagthunde.

Der kommer flere grupper af ænder, 7 – 5 – 3 i flok, men for højt oppe, når de endelig slår landingsstellet ud og vingerne ind, styrtdykker de ned i naboens mosehul. Sådan er det nu engang, vinden bestemmer hver gang og så intet andetræk er ens.

Adrenalinen pumper lidt, kommer de nu? Nej, nå prøver så at finde rytmen i Jesper Dellgren’s skydestil, ala danse med geværet, husk skuldrene med i svinget. Det har virket på flere fugle her i jagtsæsonen, super god jagtskydeskole.

Så for søren der lyder skud ovre fra den anden side af øen, både hunden og jeg er klar. Hjertet stiger helt op i halsen og fjederen på Molly er spændt. Men desværre opdagede jeg dem for sent, lige oppe over mig. En klar forbier, lidt pinligt ens selvtillid kan godt få et knæk, men vi to ægtefolk har intet på hinanden nu. Vi står lige, forbier uha da!!

Det begynder simpelthen at blive for mørkt, hører ænderne, men kan ikke se dem. Pakker mit grej det er simpelt hen for mørkt nu og mødes med de andre oppe ved jagthytten. Vi vender jagtoplevelserne over en lille én, dejlig aften, men gudskelov ingen anskydninger. Det er bare bælgravende mørkt, så vi følges ad op til bilerne, hundebørnene og grejet pakkes. Sikke dog en dejlig skumringstime i mosen.

Anette Hedehus